Stor skallesluger (Mergus merganser)

Feltkendetegn

Stor skallesluger er, som navnet angiver, den største skallesluger i Danmark.

Den store skallesluger kendetegnes for andrikkens vedkommende ved mørkt hoved og ryg, ellers hvidgul med rosa skær på brystet. Issefjerene er lidt forlængede, men danner ikke en egentlig top. Fødderne er røde ligesom næbbet. Anden har brunt hoved med top, skarpt adskilt fra halsens lyse farve. Oversiden er grålig.

Begge køn har markant hvidt spejl og et langt, tyndt næb med nedadbøjet spids. I sommerdragten, fra juni-juli, ligner and og andrik hinanden. 

Forvekslingsmuligheder

Anden kan ligne anden hos toppet skallesluger, men den er tydeligt større og med en lysere grå krop.

Udbredelse og levesteder

Stor skallesluger er en sjælden ynglefugl i Danmark. Den placerer sin rede i hule træer, men benytter også gerne redekasser. Den danske bestand er svagt stigende, blandt andet som følge af, at der flere steder målrettet bliver op sat redekasser til arten.

Vildtforvaltningsrådets målsætning

Der er ønske om en voksende bestand.

Danmarks Jægerforbunds ønsker

Ønske om jagttid.